I Billigblomst finder du haveroser i potte fra marts-oktober. Roserne er produceret hos en dansk rosenproducent og derfor er håndværket i top. Dette er supervigtigt, for selvom prisen er lille, ønsker vi at alle vore kunder skal have den bedste oplevelse med haveroser fra Billigblomst.

Rosen sorterne i vores sortiment -både inden for bunddække roser, slyngroser, stor blomstrende roser, buketroser osv., er de klassiske sorter og dem som vi kender. Dvs. at du sagtens kan finde sorter som både Ingrid Bergmann, New Dawn og The Fairy.

Roser til krukker og gave finder du også i Billigblomst, primært i ultimo april og hele maj, hvis du lige står og mangler en stor og fyldig rose med blomst, til en krukke eller som gave til fx Mors Dag.

Disse roser er også af bedste kvalitet og til en attraktiv lavpris og kan sagtens plantes ud i haven på et senere tidspunkt.

Pasning og pleje af roser:

Mange forbinder roser som noget der kan være besværligt og for krævende, men hvis man gør sit forarbejde godt, giver dem lidt opmærksomhed i ny og næ, så er opgaven faktisk ikke så stor.

Planlægger man at plante en ny rose i sin have skal man sørge for at finde en solrig (mindst 5-6 timer med sol om dagen) og luftig placering i haven. At en rose kan lide at stå luftigt er hverken koldt eller farligt for den, derimod modvirker det til en vis grad, at fx lus gider bosætte sig i rosen om sommeren. Oplever man lus i sine roser, er det typisk fordi en rose står for meget i læ – eller i læ af andre planter. Lus ELSKER varme, tør og stille luft.

Når placeringen er fundet, graver man et dybt hul på 40-50 cm og ca. 30 cm i bredden. Herefter fyldes plantehullet med 50% rosenjord og 50% af den eksisterende opgravede muld. Planter du en rose, i et eksisterende rosenbed, eller udskifter du en rose, skal plantehullet udelukkende fyldes med rosenjord. Rosen placeres i plantehullet med podestedet ca. 5-7 cm under jordoverfladen. Podestedet kan tydeligt ses på rosen, da det er dér rosens grene udspringer fra roddelen og ofte ses den som en ’knold’. Fyld op med den blandende jord omkring rosen og slut af med at tilsætte 5-10 liter tempereret vand.

Rosenjord indeholder oftest en tilsat naturgødning og det vil derfor først være nødvendigt at tilsætte gødning ca. 1 måned efter plantning.

Vanding og forebyggelse af svamp og skadedyrsangreb

Roser må ikke mangle vand og specielt heller ikke hvis de er nyplantet. Et rigtig godt råd er at have en 10 liters vandkande stående i solen, drivhuset eller lign. hvor vandet kan tempereres så det føles lunken eller let varmt, da roser elsker at få varme ned omkring rødderne. Vand altid om morgen i modsætning til de fleste andre planter der har bedst af vand om aftenen. Vander man roser om morgenen, er der langt mindre risiko for at eventuelle svampesporer vil udvikle sig, da dagens luft og lys, hurtigt, vil tørre løvet og rodhalsen fri for fugt, efter vanding. Svamp udvikler sig allerbedst på fugtigt løv hen over aften og nattetimer og ses både eller som meldug eller ’rust’. En rose der tørster, rammes lynhurtigt af stråleplet.

Generelt vil svampesygdomme og skadedyr, kunne ses på roser der ikke trives eller er stresset, allerede først på sommeren. En rose der mangler vand, står for indelukket eller har mangel på næring, er et perfekt offer. Dette kan der rettes op på, ved at vande som anbefalet. I uger uden regn, skal en nyplantet rose, vandes hver morgen med 5 liter. vand. Etablerede roser skal vandes hver 2-3 morgener med 5-10 liter vand.

Gødning er også en meget vigtig faktor for at opretholde en sund, stærk og blomsterrig rose. Rosengødning er organisk og langtidsvirkende, hvilket betyder at de ikke skal gødes så ofte og at man heller ikke skal være bange for at overgøde sine roser. Rosengødning skal tilføres når foråret begynder at vække de små bladskud. Selvom vejret er køligt både nat og dag, har jordens og solens varme alligevel vækket rosen og den har derfor brug for et skud næring, til at komme godt i gang. Nogle gange er dette tidspunkt for årets første gødningstilførsel allerede midt i marts. Gød roserne igen ca. 1. juni og 1. august.

En organisk gødning styrker rodnettet og roddannelse, hvilket også kan ses på at rosen sætter gang i væksten over jorden. En velgødet rose har typisk også et større og grønnere løv samt veludviklede rosenknopper og blomster. Svampesygdomme og skadedyr, vil stort set ikke optræde i en ’velfodret’ rose.

Rammes en rose af rust, meldug eller stråleplet, kan det være svært at komme af med det igen inden for samme vækstsæson. Det betyder dog ikke at man skal spare på vand eller gødning, men derimod fortsætte eller forøge. Dette for at styrke rosen, mod angreb året efter. Når svamp bliver synligt på rosen, fjernes de værste løvblade både fra planten og de nedfaldene, men uden at ribbe planten komplet. Der dannes nyt løv løbende gennem sommeren og jo mindre synlig svamp der er i rosen, des mindre chance for at de forværres til nyt løv.

Beskæring af roser

I foråret er det en god ide at få renset sine roser for visne stappe eller døde grene men en decideret beskæring af frisk løv er kun nødvendigt i de storblomstrende- engelske, og buketroser. Det skal dog siges at det ikke er et krav for plantens overlevelse, at man beskærer, men at det kun er for at undgå en ranglet rose. Gamle roser -også kaldet historiske roser, samt bunddækkeroser, har en naturlig tæt vækst med masser af løv, der sjældent gør det til en nødvendighed, at blive beskåret. Hér studser man blot, hvis rosen fylder for meget, eller har dannet en asymmetrisk facon.

Slyngroser er en sag for sig selv. Mange af sorterne har tendens til at blive nøgne fra jorden og 1-2 meter op og danne løv og blomst for enderne at rosens grene. Nogle gange sidder de så langt oppe, at man ikke kan få visuel glæde af det. En god tommelfingerregel er derfor at finde det tykkeste bund/grenskud hvert 2. år og skære den ned så der står ca. 40 cm tilbage. Resten af rosen, skal man ikke beskære. Efter kort tid, vil rosen begynde at danne en masse nye skud, fra den tilbagestående gren, eller endda danne nye bundskud. I løbet af kort tid, vil disse have dannet en solid tilvækst og endda kvittere med blomst, hvis rosen er velplejet med vand og gødning. På dén måde kan man sikre sig en rose der både har løv og blomst i bund og top.

Beskæring af roser skal ske, når bladskuddene i foråret er 1-2 cm lange – og altså ikke på en bestemt dato, grundet de sidste mange års ændring i vejret.

Roser om vinteren

Når løvet begynder at falde fra rosen i november-december, vil det være en god ide at fjerne og opsamle løvet fra jorden, for at forbygge at evt. svampesporer overføres til næste forår. Disse skal ikke fyldes i havekompost, men afskaffes med organisk husholdningsaffald.

Lad roserne stå uden tildækning, vinteren over, da fx gran og lign. igen er med til at holde på evt. svampesygdomme vinteren over.

Roser i krukker

Alle roser kan plantes i krukker! Dog kan en slyngrose, blive lidt af en muldfuld, men ikke en hindring for den passionerede rosen elsker.

Vælger man en hvilken som helst roser til en krukke, skal man overveje størrelsen på krukken, som det allervigtigste, da en rose har brug for plads, især i dybden. Dvs. en krukke på ca. 50 cm i højenden vil være passende. Alt efter bredden på krukken, kan man da overvejer om der blot skal plantes én rose eller 3 stk. Roserne kan nemlig godt stå tæt sammen i en krukke, da der automatisk er masser af luft omkring dem og derfor ikke vil gøre det for indelukket for dem. 3 roser i en krukke, giver naturligvis 3 gange så mange blomster som kun én ville gøre.

Inden du planter, skal der fyldes 7-10 cm vækst-ler i bunden af krukken. Herefter fyldes krukken op med rosenjord – gerne iblandet jordforbedring og 4-5 håndfulde vækst-ler, som blandes godt rundt. Vækst-ler er et fast lergranulat, der anvendes krukker, for både at dræne, men bedst af alt, for at holde på fugt og næring, da leret suger væske til sig. Roser i krukker, skal også plantes med podestedet ca. 5 cm under jordoverfladen. Hold krukkerne vandet hver morgen med et par liter lunken vand og tilfør rosengødning 1. april, 1. juni og 1 august eller en flydende organisk gødning, ca. én gang om måneden.

Roser i krukker skal beskyttes november-marts og her en det nok, at placere krukken på krukke fødder, under et tag eller i et skur. Man vil opleve at jorden i krukken synker sammen i løbet af en sæson og det vil derfor være en god idé at toppe jorden med et par ekstra cm jordforbedring eller rosenjord. Til marts placeres de et lunt sted og vanding påbegyndes forsigtigt på dage uden frost.