Søg efter produkter

Sådan får du succes med plantning af træer med klump

Plantning

Grav et plantehul, der er minimum 1½ gang så dybt og bredt som rodklumpens størrelse. Jorden løsnes grundigt i både dybden og bredden. Fjern ukrudt og større sten.

Vand plantehullet inden plantning.

Plant træet ca. 2 cm dybere, end det har stået før. Rodklumpens overkant skal dækkes med ca. 2 cm jord for at undgå udtørring af klump og rødder. Der må ikke komme jord op omkring stammen.

Rodklumpen er ofte pakket ind i jute eller holdt sammen af tråd for at bevare formen under transport og håndtering. Jute og tråd skal blive siddende, da materialerne nedbrydes naturligt over tid.

Den opgravede jord blandes med ca. 1/3 organisk jordforbedring. Fyld ca. halvdelen af jorden omkring klumpen. Vand grundigt og pres jorden let ned, så der opnås god kontakt med rødderne. Fyld resten af jorden i og pres let. Vand igen efter plantning.

Hold området omkring træet fri for ukrudt og græs i en diameter på ca. 90 cm de første 2 år.

Opbinding

For at sikre stabilitet og sund vækst skal træer med klump støttes med pæle.

Brug 2–3 rundstokke og en blød gummistrop eller sele. Rundstokkene placeres uden for rodklumpen.

Træet bindes op på stammen, ca. 120–150 cm over jordoverfladen.

Ved brug af sele fastgøres selen med 2–3 tagpapsøm på stolperne.

Efter 3–4 år kan træet normalt klare vinden selv. Fjern rundstokke og opbinding om efteråret, når træet har tabt bladene.

Den unge bark kan beskyttes mod dyregnav ved brug af gnavebeskytter.

Vanding

Vand rigeligt de første 2–4 uger efter plantning.

Herefter vandes der i tørre perioder i træets etableringsfase de første 2 år.

Ved plantning af træer anbefales brug af vandingspose, som sikrer en langsom og ensartet vanding og reducerer fordampning. Vandingsposen anvendes fra 1. maj til 1. oktober i første og anden vækstsæson.

Find flere plantevejledninger Her!